Den franske Riviera
Camping ved Den franske Riviera. 300 solskinsdage om året, et skønt klima og det provencalske køkken har gjort den franske riviera til Europas mest attraktive kyststrækning. Côte d’Azur, som franskmændene kalder den, byder på lange, indbydende strande og fantastiske panoramaer over et azurblåt hav – deraf navnet - men også på en blanding af maleriske småbyer med trange gader og terrakottafarvede huse, eksklusive forretninger, casinoer, luksusyachter og glamour. Hos FBCs gæster vokser interessen for rivieraen år for år, og hundredvis af familier rejser derned med os hver sæson. Kombinationen af berømte byer, skønne strande, et pragtfuldt klima og fortrinlig mad gør rivieraen til et hit!
Mellem Monaco og Antibes
Kyststrækningen mellem Monaco og Nice er kort, men intensiv. Monte Carlo og Monaco lokker med Casino og luksuriøse butikker samt ikke mindst et fantastisk oceanografisk akvarium.
Nice er rivieraens hovedstad, men har også masser af charme, ikke mindst i den gamle bydel og omkring den gamle havn, som ikke er mærket af tidens tand. Villefranche er en af de smukkeste byer på rivieraen. Mange stopper op på højdedragene oven for byen for at kigge ud over den blændende strand – et betagende syn. Antibes byder den besøgende på charmerende oplevelser i den gamle bykerne, Le Vieil Antibes, hvor bougainvilleaen klatrer op ad murene. I Juan-les-Pins finder man et pulserende natteliv. Strandene er smalle og til tider stenede, men de ligger ofte midt i byen og dermed tæt på det hele.
Regionen rundt om Cannes.
Fra Cannes og vestpå finder man sandstrandene. Det røde Esterel-massiv sætter sit præg på området, og det er et smukt syn at se solen gå ned over bjergene. På denne kyststrækning er det Cannes, der er den ”lysende stjerne”. Det er kontrasternes by, og hvis man tror, at den bare er for filmstjernerne, så burde man se lidt nærmere på byen. Der er forbavsende fredelige steder, hvor man møder såvel de gamle mænd, der spiller boules på torvet, som de elegante damer med en velfriseret puddelhund på skulderen.
St. Tropez-bugten
Fra Les Issambres via Sainte-Maxime til St. Tropez finder man rivieraens bedste sandstrande. St. Tropez og Ste. Maxime er kendte byer, som ikke kun tiltrækker de kendte, men også ”almindelige” turister. Uden for St. Tropez ligger Port Grimaud. Det er en anderledes lille by, som opstod i 1950’erne som en miniatureudgave af Venedig. De små, pastelfarvede huse ligger langs kanalerne, afbrudt af små pladser med udendørsrestauranter. Vi anbefaler absolut en kanaltur om aftenen.
Vestlige Riviera
Kyststrækningen mellem St. Tropez og Marseille har vi valgt at kalde "Vestlige Riviera". Her er livet lidt roligere, naturen lidt mere dominerende og de brede sandstrande næsten uberørte. Perfekt for børnefamilier, som vil nyde solen og havet, men som dog vil være nær kultur og spændende udflugter i Provence eller på Rivieraen.
Børnenes riviera
Vandlande, tivolier, zoo, marinelande – der er masser for børnene at lave på rivieraen. Uden for Fréjus er der et stort vandland, ”Aquatica” og en zoo. Antibes lokker med ”Marineland”, hvor Europas største show med både søløver, delfiner og spækhuggere bestemt bør opleves. Det oceanografiske museum i Monaco er et oplagt udflugtsmål. Gyser du ikke ved synet af den gigantiske, udstoppede krabbe, har du nerver af stål! Der er også masser af tropiske fiskearter, men mon det alligevel ikke er hajerne, som lokker mest? Et anderledes udflugtsmål er Space Camp i Cannes. Her kan du prøve vægtløsheden i rummet eller se hvordan astronauterne træner før deres ekspeditioner. Uden for St. Tropez er der minigolf på hidsige baner – med et tivoli ved siden af. I Le Lavandou findes Parc de Loisirs, en stor forlystelsespark med aktiviteter for alle aldre.
Vil du flyve ?
Til den franske Riviera flyver man bedst til Nice, Her findes både almindelig rutefly med direkte forbindelse samt andre med mellemlanding undervejs.
Fra Nice lufthavn går der regelmæssige flybusser til Nice, Cannes og andre af kyststrækningens byer. En enkeltur fra lufthavnen til Nice koster ca. € 3,50/pers og til Cannes ca. € 12,50/pers. Taxapriserne på Rivieraen er nogenlunde som i Danmark, men ellers fungerer de offentlige transportmidler udmærket. F.eks. er der tog og bus langs hele kysten.
Vil du leje bil ?
Vil du have en bedre mulighed for at udforske Provence og de mange herlige byer langs kysten, anbefaler vi dig at leje en bil. Den hentes og afleveres i lufthavnen og kan lejes for min. 3 dage og så længe, man ønsker.